Forskningsnyheder om Huntingtons Sygdom På hverdagssprog Skrevet af forskere. Til det globale HS-fællesskab

Leder du efter vores logo? Du kan downloade vores logo og få oplysninger om, hvordan det må bruges på vores side om deling af indhold

Værdsæt dine undtagelser - benyt ekstreme værdier til at forstå debut og udvikling af Huntingtons Sygdom

1

Et nyt studie giver en ramme for at finde faktorer, der har betydning for debut og udvikling af HS

Skrevet af Mr. Shawn Minnig den 10. april 2017Redigeret af Dr Tamara Maiuri; Oversat af Cecilie BornakkeOprindelig offentliggjort 12. januar 2017

Forskere har længe vidst, at patienter med et højere antal CAG-gentagelser i deres HS-gen har en tendens til at få motoriske symptomer tidligere end dem med færre CAG-gentagelser. Men dette forhold er ikke perfekt. Sommetider udviser HS-patienter symptomer på et markant andet tidspunkt end forventet ud fra antallet af CAG-gentagelser, hvilket antyder, at andre genetiske eller miljømæssige faktorer måske kan fremskynde eller udskyde udviklingen af HS. En nylig undersøgelse viser, at man, ved at sammenligne patienter med de mest ‘ekstreme’ motoriske symptomer, kan bidrage til at påvise præcis hvad det er for nogen faktorer.

Bevægelse som mål

Som du sandsynligvis ved, er Huntingtons Sygdom (HS) forårsaget af en mutation i det gen, der fungerer som instruktion til dannelsen af et protein, der forvirrende nok hedder huntingtin. Meget ligesom en trykfejl i en kogebog giver en lang gentaget strækning af DNA-bogstaver (C-A-G) i huntingtin-genet fejlagtige instruktioner til at bygge huntingtin-proteinet. I sidste ende ændrer trykfejlen funktionen af ​​huntingtin-proteinet, og symptomerne begynder over tid: problemer med at regulere følelser, ændringer i humøret, svært ved at tænke klart og bevægelsesproblemer.

Læger bruger specialiserede kliniske skalaer som redskaber til at vurdere sværhedsgraden af HS-relaterede symptomer, hvoraf den mest almindelige af disse skalaer er Unified Huntingtons Disease Rating Scale (UHDRS).
Læger bruger specialiserede kliniske skalaer som redskaber til at vurdere sværhedsgraden af HS-relaterede symptomer, hvoraf den mest almindelige af disse skalaer er Unified Huntingtons Disease Rating Scale (UHDRS).

Selvom alle disse symptomer kendetegner HS, er det de ufrivillige “nervøse” eller “urolige” bevægelser, kaldet Huntingtons Chorea, der kendetegner HS for de fleste. Faktisk bruger de fleste læger og forskere de begyndende motoriske symptomer som en slags milepæl til at definere sygdomsudviklingen og dele den i to hovedfaser - en præmanifest fase, der forekommer før ​​de motoriske symptomer, og en manifest fase, der er tiden efter de motoriske symptomer opstår. Læger bruger også de ​​motoriske symptomer som et kriterium for klinisk diagnose, da det er et “utvetydigt tegn på HS”. For at stille diagnosen, bruger læger specialiserede kliniske skalaer som redskaber til at vurdere sværhedsgraden af ​​HS-relaterede symptomer, hvoraf den mest almindelige af disse skalaer er “Unified Huntington’s Disease Rating Scale” (UHDRS).

Nogle udvikler sig hurtigere end andre

Det viser sig, at folk med et større antal CAG-gentagelser overordnet set får motoriske symptomer på HS tidligere end dem med færre CAG-gentagelser.

Selvom denne tendens kan gøre det muligt for os at komme med et godt bud på, hvornår motoriske symptomer vil dukke op, så ser man ikke en perfekt sammenhæng mellem antallet af CAG-gentagelser og den alder, hvor de motoriske symptomer begynder. Nogle personer viser motoriske symptomer meget tidligere eller meget senere, end vi ville forvente ud fra deres CAG-længde. På grund af dette mener mange forskere, at der er andre “modificerende faktorer”, enten genetiske eller miljømæssige (f.eks medicin, uddannelse, motion, etc.), der får debut og udvikling af HS-symptomer til at variere fra person til person.

Trods masser af arbejde for at finde disse faktorer, der modificerer sygdommen, har vi endnu ikke været i stand til at finde ud af præcis hvilke faktorer, der beskytter og hvilke, der måske kan fremskynde udviklingen af ​​sygdommen. Det ville være særligt nyttigt, hvis vi kunne sammenligne et stort antal HS-patienter for at identificere hvilke faktorer, der er de mest almindelige og udlede hvilke, der har den største indflydelse på HS-udviklingen. Denne idé er blevet udgangspunktet for en gruppe af forskere ledet af Michael Orth ved Ulm Universitet i Ulm, Tyskland.

At tage det til ekstremerne

»Hvis vi i sidste ende kan identificere, hvorfor en gruppe patienter klarer sig så godt eller så dårligt, kan vi måske blive i stand til at bruge oplysningerne til at hjælpe med at træffe beslutninger om, hvilke typer af behandlinger eller interventioner, der kan anbefales til andre. «

For at komme til bunds i hvilke sygdomsmodificerende faktorer, der har indflydelse på udviklingen af HS, argumenterer Orth og hans gruppe for, at forskere bør undersøge ekstremerne blandt mennesker med HS. Med andre ord bør vi se på HS-patienter med en sygdomsudvikling, der er godt over eller under gennemsnittet (når hvad vi kender antallet af deres CAG-gentagelser og deres alder), og derefter søge efter eventuelle fælles temaer, der kan forklare hvorfor de er “ekstremer”. Det er en god idé, og hvis vi i sidste ende kan identificere den præcise årsag (eller flere årsager), til at en gruppe patienter klarer sig rigtig godt eller rigtig dårligt, kan vi måske bruge oplysningerne til at hjælpe med at træffe beslutninger om hvilke typer af behandlinger eller interventioner der kan anbefales frem for andre.

(Begyndelsen af) jagten på HS modificerende faktorer

Præcis hvordan skal vi beslutte, om en person er ekstrem eller ej? For at besvare dette spørgsmål brugte Orth og hans gruppe en speciel statistisk metode kaldet “regression”. Regressionsteknikker bruges til at forudsige en slags resultat ud fra forholdet til andre målte oplysninger, f.eks debut af motoriske symptomer baseret på forholdet til CAG-gentagelsens længde. Det er også muligt at vurdere, hvor nøjagtigt vi kan lave vores forudsigelser. De snørklede detaljer i denne proces er uden for vores rækkevidde, men en generel tommelfingerregel er, at jo mere data vi indsamler, jo mere nøjagtige vil vores forudsigelser være.

Takket være HS-fællesskabets hårde arbejde igennem mange år, har Orth og hans gruppe af forskere været i stand til at analysere EN MASSE data. Ved at kombinere data fra to observationsstudier, der hedder REGISTRY og COHORT, har Orth og hans gruppe inkluderet data fra ca. 10.000 HS-deltagere og 1.300 raske kontrolpersoner, der i alt er over 30.000 besøg!

Udover længden af CAG-gentagelsen, var det som Orth og hans gruppe især var interesseret i den samlede bevægelsesscore (Total Motor Score, indsamlet fra UHDRS-skalaen), og alder ved debut af motorsymptomer (den alder hvor en læge vurderer, at de motoriske symptomer begyndte). Så brugte de statistiske analyser til at definere “ekstreme tilfælde” som dem, der falder uden for den nederste 2,5 % eller øverste 2,5 % af scoren på de enkelte mål.

Disse oplysninger giver retningslinjer, der kan bruges til at klassificere nye data fra fremtidige undersøgelser som enten inden for de grænser, eller som “ekstreme”. Grunden til at vi er særligt opmærksomme på personer, der er “ekstreme”, er, at de sygdomsmodificerende faktorer nok har en stærkere virkning hos dem. Og da retningslinjerne er bygget på så stærkt et fundament af data, kan vi være sikre på, at de vil være gode til at hjælpe med at identificere personer, der kan indgå i fremtidige studier.

Dette studie har betydning på grund af det enorme datasæt, der indgik. HS-familier bør være stolte af deres bidrag og glade for at kunne opbygge den viden, vi har brug for at finde en behandling for HS.
Dette studie har betydning på grund af det enorme datasæt, der indgik. HS-familier bør være stolte af deres bidrag og glade for at kunne opbygge den viden, vi har brug for at finde en behandling for HS.

Forskerne afdækkede også nogle andre vigtige resultater. For eksempel viste det sig, at HS-patienter, der havde en ekstremt tidlig alder for debut af motoriske symptomer, ikke nødvendigvis fortsatte med at have en “ekstrem” Total Motor Score. Det tyder på, at faktorer, der påvirker debut af sygdommen, kan være anderledes end dem, der har indflydelse på sværhedsgraden af sygdommen senere.

Styrke i tal

Mens Orth og hans gruppe endnu ikke har afdækket de specifikke faktorer, der bidrager til at modificere debut og udvikling af HS, har de givet et stærk grundlag for at identificere og udvælge de HS-patienter, der med størst sandsynlighed kan hjælpe os med at finde dem. Denne information vil sætte scenen for spændende ny forskning, der kan hjælpe med at bestemme hvilke faktorer, der mest effektivt forsinker udviklingen af de motoriske symptomer ved HS og kan få sygdommen til at udvikle sig langsommere. Der er også en umiddelbar fordel: læger, der behandler HS-patienter, ved nu, hvordan man kan identificere “ekstremer” og kan se efter miljømæssige faktorer, såsom medicin, som kan spille en rolle.

Denne undersøgelse har betydning på grund af det enorme datasæt, der indgik. HS-familier bør være stolte af deres bidrag og glade for at kunne opbygge den viden, vi har brug for, for at finde en behandling for HS.