Forskningsnyheder om Huntingtons Sygdom På hverdagssprog Skrevet af forskere. Til det globale HS-fællesskab
I en meddelelse, der sandsynligvis står som et af de største gennembrud i Huntingtons Sygdom siden opdagelsen af HS-genet i 1993, meddelte Ionis og Roche i dag, at den første undersøgelse af et huntingtinsænkende lægemiddel, IONIS-HTTRx, i mennesker viser, at det reducerer mutant huntingtin i nervesystemet, og er sikkert og veltolereret.
I slutningen af 2015 lancerede Ionis Pharmaceuticals den første kliniske afprøvning nogensinde af et huntingtin-sænkende lægemiddel - undertiden også kaldet et genhæmmende lægemiddel. I et vigtigt nyhedsbrev har virksomheden annonceret to vigtige milepæle: det ønskede antal forsøgspersoner er nu rekrutteret og en 'open label forlængelse' startes op for de forsøgspersoner i studiet, der har lyst til at deltage. Selvom der aldrig kan udstedes garantier, tyder dette godt for fremtiden for dette vigtige studie.
CRISPR-Cas9 er en eksperimentiel genomredigeringsmetode, der anvendes til at foretage præcise ændringer i DNA. For første gang har forskere brugt denne fremgangsmåde til at angribe sygdomsmutationen i Huntingtons Sygdom i hjerneceller hos mus. Andre forskere arbejder på at raffinere CRISPR-Cas9 til at være mere effektiv, specifik og sikker. Metoden er langt fra klar til brug i HS-patienter, men dens anvendelse i mus er et spændende skridt fremad.
Huntingtin, proteinet der er ansvarligt for Huntingtons Sygdom (HS), er fundamentalt vigtig for at fostre kan udvikle sig i livmoderen, men vi ved ikke præcis hvilken rolle det spiller i denne komplicerede proces. Normalt begynder neuronerne (hjernecellerne) deres liv dybt inde i en hjerne under udvikling og migrerer derefter ud til overfladen og danner et netværk af forbindelser med andre neuroner. Sandrine Humberts gruppe har vist, at de neuroner, der mangler huntingtin, sidder fast dybt inde i hjernen og aldrig kommer ud til overfladen og danner netværk. Neuroner med muteret huntingtin migrerer ikke bedre end dem, der slet ikke har det. Hvis man derimod genindfører normalt huntingtin i cellerne eller de proteiner, som det virker igennem, kan neuronerne migrere normalt igen, hvilket åbner for nye spændende måder at behandle HS på.
Forskere har længe antaget, at HS-genet forårsager problemer, fordi det får cellerne til at danne et skadeligt protein. Interessante nye dyreforsøg, udført af forskere i Spanien, tyder på, at vi nok bør kigge på mere end én mistænkt for helt at løse de problemer, som HS-mutationen forårsager.
Hvis mediernes rapportering om et ”vidundermiddel” der kan stoppe alle neurodegenerative sygdomme, inklusiv demens, synes for godt til at være sandt, så er det fordi, at der er noget om snakken. Sandheden bag overskrifterne er, at forskere testede tusinder af allerede godkendte lægemidler i orme, hvoraf et par stykker også havde gavnlig effekt i musemodeller af to sjældne former af demens. Selvom dette giver forskerne to nye ledetråde, beviser denne forskning ingenting om disse lægemidler i patienter med neurodegenerative sygdomme og har i princippet ingenting med Huntingtons Sygdom at gøre.
Pfizer har meddelt, at den første analyse af deres 'Amaryllis' -forsøg, der afprøvede et PDE-10-hæmmende lægemiddel, viser, at stoffet ikke opfyldte sit mål om at forbedre symptomerne ved Huntingtons Sygdom. Som følge heraf stoppes det 'open label'-forsøg, der kører. Det er ikke de nyheder, vi havde håbet på, men vi har lært meget om HS undervejs.
Det var vigtige nyheder for alle i HS-fællesskabet i denne uge, da lægemiddelmyndigheden i USA, FDA, formelt godkendte Austedo, også kendt som deutetrabenazin, til patienter med Huntingtons Sygdom. Denne modificerede form for tetrabenazin hjælper med at begrænse chorea, de ufrivillige bevægelser, der ofte ses hos HS-patienter, men tages to gange om dagen i stedet for tre.
Forskere har længe vidst, at patienter med et højere antal CAG-gentagelser i deres HS-gen har en tendens til at få motoriske symptomer tidligere end dem med færre CAG-gentagelser. Men dette forhold er ikke perfekt. Sommetider udviser HS-patienter symptomer på et markant andet tidspunkt end forventet ud fra antallet af CAG-gentagelser, hvilket antyder, at andre genetiske eller miljømæssige faktorer måske kan fremskynde eller udskyde udviklingen af HS. En nylig undersøgelse viser, at man, ved at sammenligne patienter med de mest 'ekstreme' motoriske symptomer, kan bidrage til at påvise præcis hvad det er for nogen faktorer.
